Jimmi Engelund Kristensen er tiltrådt som Adm. direktør for PAVA Produkter A/S
Gennem de sidste 10 måneder har PAVA Produkter været uden en adm. direktør, hvilket ikke er holdbart for at fortsætte udviklingen af PAVA-kæden. Derfor er det en glædelig nyhed, at Jimmi Engelund Kristensen er tiltrådt pr. 1. februar 2025, og fremadrettet har påtaget sig rollen som direktør i PAVA Produkter A/S. Jimmi er ældste søn til tidligere adm. direktør og ejer Anette Kristensen og tiltræder med fuld opbakning fra bestyrelse og øvrig ejerkreds bag PAVA Produkter A/S. Dermed er det tredje generation, der sidder i direktørstolen siden Paul V. Andersen i 1974, startede PAVA-kæden.
Jimmi kommer fra en stilling ved Circle K, hvor han har arbejdet sig op gennem organisationen og gennem tiden bestridt flere forskellige positioner indenfor salg, controlling, strategi, koncepter og butiksudvikling.
”Med en stolt historie siden 1974, hvor PAVA har været en af Danmarks største kæder indenfor rustbeskyttelse, ser jeg meget frem til at være en vigtig del af udviklingen i kæden fremadrettet. Hele bilbranchen og beslægtede brancher gennemgår en voldsom forandring i disse år, og det kræver samarbejde i kæden, agilitet i beslutninger og behov for hele tiden at tænke nyt. Det arbejde ser jeg utrolig meget frem til at kaste mig over i samarbejde med både medarbejdere i PAVA Produkter og ikke mindst i samarbejde med alle centrene i PAVA”, udtaler Jimmi.
Bestyrelsesformand Anders Bjørnstrup er meget tilpas med den nye udvikling, og udtaler: ”Det sidste år har været for presset for den resterende organisation i PAVA Produkter. Der er så mange initiativer og idéer ude omkring i centrene og muligheder i markedet, som vi ikke har haft fornøden tid til at bearbejde. Derfor passer Jimmi´s profil helt perfekt ind i den fremtid, vi arbejder på for PAVA, og jeg ser frem til, at vi nu får mere kapacitet og kompetence til at arbejde for, at PAVA-kæden kontinuerligt udvikler sig”.
For yderligere information:
Jimmi Engelund Kristensen – 20249441
Anders Bjørnstrup Bech – 30214461